Da situationen i de fleste småbørnsfamilier, er at forældrene er udearbejdende og børnene derfor tilbringer mange timer i daginstitution, skal vi være bevidste om vores rolle i forbindelse med det enkelte barns udvikling, trivsel og læring. Som pædagoger er vi medansvarlige for, at barnet kommer igennem dets barndom med en god selvfølelse og samspillet mellem barn og pædagog skal være af en kvalitet, der danner grobund for dette.

I Lillefryd arbejder vi med blandt mange andre ting også med anerkendende relationer.

Anerkendelse støtter udviklingen af en god selvfølelse, og det vigtigste i forhold til selvfølelsen, er at børnene ved, at alle deres følelser er tilladte - både negative som positive.
Udviklingen af selvfølelsen hænger nøje sammen med, at man er bekendt med, og tør vise sine følelser og grænser, samt at man får lov til det.

I praksis betyder det, at vi som pædagoger respekterer barnets følelser. Dette er dog ikke ensbetydende med, at barnet altid får medhold eller må udtrykke sine følelser på en uhensigtsmæssig måde. Hvis barnet f.eks. bliver vred og slår et andet barn, er det vigtigt at vi via vores verbale og nonverbale sprog viser barnet, at vi anerkender dets følelse af vrede. Når først vreden er anerkendt, vil barnet være mere modtagelig for at lære andre måder, at udtrykke vreden på.

Det er vores opgave, at lære barnet, at finde en udtryksform, der matcher følelsen uden at denne krænker andre. Dette kan til tider være svært, da hverdagen ofte er travl og hektisk og vi måske ikke har set den specifikke situation. I disse episoder forsøger vi, at spørge ind til problemet, men da mange af vores børn endnu ikke kan udtrykke sig verbalt, bruger vi meget tid på at lære det enkelte barn at sige fra.

Et andet aspekt ved anerkendende relationer er, at vi som pædagoger er lyttende og åbne i vores kommunikation med børnene. Det vil sige, at når vi er i dialog med børnene giver vi dem tid og mulighed for at fortælle om netop de aspekter i historien/oplevelsen, som de finder væsentlige. Dette gør vi ved at bruge udvidende, frem for afgrænsende spørgsmål.

Den anerkendende relation medfører, at barnet bliver bekræftet i, at det selv og dets følelser er ok, - som i sidste ende har stor betydning for barnets selvfølelse. 


Udvikling af identiteten 
Det første sprog barnet begynder at tale er det personlige sprog. Dette udvikles i kraft af, at forældre og andre voksne, men er ikke afhængig af om forældrene selv benytter et personligt sprog. I det personlige sprog er grundstammen følgende:

• Jeg vil; jeg vil ikke.

• Jeg kan lide; jeg kan ikke lide.

• Jeg vil have; jeg vil ikke have.

Når børns personlige sprog får mulighed for at udvikle sig, resulterer dette i, at børn ikke føler sig krænket og krænker ikke andre og de lærer deres egne grænser at kende. Ved hjælp af det personlige udtryk lærer de og deres omgivelser, hvem de er.

Det personlige sprog har den fordel, at børn nemmere respekterer forældrene, frem for at respekterer regler og normer. Børn vil, som voksne, gerne samarbejde, men dette forudsætter, at de tiltales personligt og ligeværdigt, i stedet for at blive rettet på og gjort forkerte. Budskabet i det personlige sprog kan sagtens være en afvisning af, eller vrede på barnet, da det er ordene og ikke følelserne, der krænker barnet.

De forskellige følelser - vrede, raseri, gråd, sorg, glæde m.m. - er helt normale og vigtige for barnet at stifte bekendtskab med, idet de medvirker til at barnet udvikler et rigt følelsesregister.

Barnets selvfølelse udvikles i samspil med omverdenen, hvor barnets adfærd og affekt udløser en reaktion fra omgivelserne, som lagres i barnets erfaringsbank.
Barnets oplevelse af sig selv, formes af dets egen oprindelige følelse, samt de følelser som andre reagerer på barnet med. Vi kan bekræfte/anerkende barnets følelser, ved at reagere på barnets følelsesudbrud og give samme følelse tilbage. Vi kan ignorere barnets følelser, ved at undlade at reagere på barnets følelsesudbrud, eller ved at svare igen i en anden følelsestone.

Barnets navn er vigtigt for selvfølelsen. Barnet lærer hurtigt at kende sit eget navn og reagerer på det. Måden hvorpå barnets navn bliver sagt eller udtalt, har stor betydning for dets selvfølelse. Hvis tonen ofte er blid og kærlig, er det næring til en god selvfølelse. Hvis tonen derimod er skarp og vred, er det en trussel mod selvfølelsen. 

Ved barnets vuggestue start vil der være en voksen der tager imod barnet. Denne voksen skal barnet være sammen med i den første tid i vuggestuen. De andre voksne på stuen vil  også forsøge at skabe kontakt til barnet, så barnet kender flere end en voksen. 

Vores kerneord i vuggestuen er tryghed, omsorg og nærhed. Vi arbejder ud fra at være gode til at tyde børnenes signaler og til at kunne se deres forskelligheder.
Dette, at se og handle rigtigt i forhold til det enkelte barn, er en vigtig forudsætning for, at være med til at styrke og udvikle barnets selvfølelse.


Venskaber
I Lillefryd prioriterer vi børns venskaber højt. I praksis betyder det, at vi som pædagoger er opmærksomme på, hvilke børn der bevidst søger hinandens selskab og giver en hjælpende hånd med hos de børn, der ikke selv opsøger kontakt.

Som voksne er vi "store, fyldige" og har sproget med os og af den årsag kan vi let komme til at dominere i rummet. Dette kan betyde, at børn ofte søger kontakten til den voksne frem for de andre børn. Når vi ser et spirende venskab, giver vi børnene mulighed for at pleje og udvikle dette, ved rent fysisk at trække os lidt tilbage.

Det er i kraft af barnets sociale relationer, at det lærer sig selv at kende - i form af at sige til og fra, føle sig værdsat og finde sin rolle i "hierarkiet". Som førnævnt er det i relationen til omverdenen og dennes respons, at selvfølelsen udvikles.

Gensidighed og fællesskab er det børn søger hos hinanden. De søger hinanden fordi de har de samme interesser, er på samme modenhedsniveau, de begejstres af de samme ting, deres kroppe er lige store og kan det samme. Sagt med andre ord, så tiltrækkes børn (og voksne i øvrigt også) af samme slags som sig selv.

Venskaber betyder for børn, at de har nogle at spejle sig i, nogle der er på samme niveau. Det giver tryghed og sikkerhed i hverdagen at have en ven eller en tilhørsgruppe. Ved at være sammen med jævnaldrende lærer de noget om at være børn, de bliver socialiseret. Og ikke mindst får børn en oplevelse af hvem de selv er - selvfølelse - i selskab med jævnaldrende.

Integritet er et begreb, der dækker over barnets fysiske- og psykiske eksistens - selvstændighed, grænser, ukrænkelighed, jeg, identitet m.m.
Hvis børns integritet ofte krænkes af forældre eller andre voksne, reagerer børnene selvdestruktivt på dette. De konkluderer, at de selv er forkerte - de mister selvfølelsen og opsamler skyldfølelse


Sanseintegration
Sanseintegration er en bearbejdning af det sansemotoriske, hvilket vil sige, at hjernen modtager sanseindtryk fra omgivelserne via sanseorganerne - f.eks. synet, hørelsen, lugte, føle, balancen m.v.

Børn bruger deres sanser i legen og lærer derigennem deres omgivelser at kende. Sanseindtrykkene modtages og bearbejdes af hjernen så bevægelser kan blive udført. Udviklingen af barnets bevægelser er ens for alle børn og sker ved hjælp af modning og stimulation.

Vi vil støtte udviklingen af barnets sansemotorik ved at lade det være med til almindelige dagligdagsrutiner som f.eks. kravle op/ned, spise selv, øse og hælde mad op, tage tøj på/af samt at have en indretning, der stimulerer og opfordrer til at afprøve og udvikle egne færdigheder.

Der ud over vil vi arbejde mere målrettet med sanseintegration bl.a. med rytmik, sanglege, male, dans og musik.

Vi mener, det er vigtigt at børn stifter bekendtskab med kunst og musik, for herigennem at udvikle den æstetiske sans.

Æstetik betyder ifølge gammel græsk filosofi den kundskab, man får gennem sanser og følelser og læren om det skønne.

Æstetisk virksomhed er et overordnede begreb for den proces, der igangsættes af en sansepåvirkning - f.eks. i form af en historiefortælling, lytte til eller spille musik, male eller tegne. Denne sansepåvirkning bearbejdes og giver en oplevelse, der er knyttet til følelser og sanser.

Oplevelsen rummer både en indtryks- og udtryksside. Indtryk som f.eks. at lytte til en historie og udtryk som f.eks. at fortælle en historie. Den æstetiske oplevelse bliver bearbejdet og giver en æstetisk erkendelse - dvs. ved at lytte til og fortælle en historie oplever man sine egne og andres reaktioner. Hele denne proces kaldes den æstetiske læreproces.

Selv om både ind- og udtrykssiden er en del af en æstetisk læreproces, er det en mere udviklende læreproces, at være en aktiv udøver (udtryk) end, at være passiv (indtryk).